• Hovedstadens boliger sætter ny prisrekord. Cheføkonom spørger sig selv, om det går for stærkt

    Source: BDK Finans / 13 Mar 2025 00:15:56   America/Chicago

    Intet føles lige så godt, som når man bliver rigere uden at røre en finger. Den følelse har Hovedstadens boligejere kunnet mærke måned efter måned i ret lang tid, og februar er ingen undtagelse. Nye tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne i Region Hovedstaden er steget igen, og det går stærkt. Måske går det endda for stærkt, påpeger Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen. Han hæfter sig ved, at fremgangen på boligmarkedet virkelig centrerer sig omkring København. »Og her kan man efterhånden diskutere, om boligpriserne så småt begynder at flirte med fartgrænserne. I hvert fald stiger priserne lige nu lidt hurtigere, end både lønstigninger og rentefald kan retfærdiggøre,« vurderer Søren Kristensen. Gennem det seneste år er ejerlejligheder i Region Hovedstaden steget 11,2 procent i pris, og på den helt korte bane går det også stærkt. Alene i februar blev hovedstadens lejligheder 1,3 procent dyrere, når man tager højde for sæson, og samtidig steg prisskiltene på regionens huse med 0,8 procent ifølge Boligsiden. Især husprisernes fremgang er bemærkelsesværdig, fordi huse i alle andre landsdele faldt i værdi gennem årets sidste vintermåned. Det er første gang i to år, huspriserne tikker nedad. Og det vender vi tilbage til. Men først bliver vi i København. Giver anledning til løftet øjenbryn Søren Kristensen forudser ikke, at der kommer store prisfald i København. Men han fremhæver, at det københavnske boligmarked i hans optik er »løbet lidt« fra resten af økonomien, når man bruger boligbyrden som målestok. Boligbyrden viser, hvor meget førstegangskøbere skal bruge af deres løn på at finansiere en bolig, og byrden er langt over sit 25-års gennemsnit i København. »Det er blot en påmindelse om, at priserne også kan stige for hurtigt, og når man på den måde er vidne til tocifrede prisstigninger, så giver det som minimum anledning til et løftet øjenbryn,« mener Søren Kristensen. Når det er sagt, fremhæver cheføkonomen flere grunde til, at boligmarkedet kan fortsætte sin optur: solide lønstigninger, faldende renter fra centralbankernes hånd og en høj beskæftigelse. Derfor tror Sydbank, at boligpriserne vil stige året ud. Men der er én stor joker: Donald Trump. »Trumps indtog i Det Hvide Hus har gjort allerede bekymrede forbrugere endnu mere bekymrede, og samtidig har signalerne om kraftige investeringer i Europa skubbet 3,5 procents lånet ud i kulden. Det er nu blevet lidt dyrere at låne, og derfor er der heller ikke lagt op til buldrende prisstigninger,« bemærker Søren Kristensen. Hvad siger krystalkuglen? Lidt mere optimistiske toner strømmer ud fra Arbejdernes Landsbank og Nordea Kredit. De forventer hver især, at boligpriserne over hele landet stiger et sted mellem tre og fire-fem procent, inden nytårsraketterne suser over nattehimlen. Det kræver, at huspriserne begynder at finde en ny takt, for på landsplan blev de 0,2 procent mindre værd i februar, når man tager højde for sæson. Alligevel mener Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, at der ikke er grund til bekymring. Hun peger på, at huspriserne også faldt en enkelt måned i 2014 og to måneder i 2019, uden at boligmarkedet var i problemer. »Vi hælder derfor til den forklaring, at der ved et tilfælde er blevet solgt lidt flere billige boliger i februar end normalt, hvilket har trykket gennemsnitsprisen ned,« siger Lise Nytoft Bergmann. Huspriserne dykkede senest ti måneder i træk tilbage i 2022 og 2023, hvor inflationen rasede, og renterne steg. I det lys er én enkelt måneds tilbagegang beskeden, og uanset landsdel har en gennemsnitlig dansk husejer hevet en gevinst hjem det seneste år. Men der er store forskelle på gevinstens størrelse. Her går det godt Det seneste år har en gennemsnitlig husejer i hovedstadsområdet hevet en gevinst hjem, som er 47 gange større end gevinsten på et sønderjysk hus. I kroner og øre er hovedstadens husejere hver især blevet forgyldt med 704.000 kroner på et år – mod 15.000 kroner i Sønderjylland. Det viser beregninger fra Lise Nytoft Bergmann, som har taget udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter. »En stor del af forskellen skyldes naturligvis, at husene er langt dyrere i og omkring hovedstaden end i Jylland, men selvom gevinster opgøres i procent, er det tydeligt, at boligmarkedet i øjeblikket løber i to hastigheder, og at det går langt stærkere i hovedstaden end i det resterende land,« fremhæver hun. Kigger man ud over hele Danmark, har en husejer i gennemsnit fået 121.000 kroner i friværdi det seneste år. https://www.berlingske.dk/dine-penge/hovedstadens-boliger-saetter-ny-prisrekord-chefoekonom-spoerger-sig
Share on,